ulidelig træthed gør grimme ting ved folk og alligevel var jeg ude og besigtige Tokyo inden jeg “besvimede” – 12 timers søvn non-stop gør en forskel 🙂
Dagen i går var lang, meget lang, da vi endelig ankom til Tokyo Lufthavn 90km fra selve Tokyo skulle mit JR Rail Pass (“ugekort” til Japan Rails) indløses, hvilket skete meget professionelt – toget var grundlæggende også nemt at finde og vi nåede Tokyo i god stil. Hér startede udfordringerne dog – jeg forlod København i ca 15 grader dvs lange bukser, støvler og jakke og ankom til Tokyo med ca 28 grader – godt gennemvarm og overtræt står jeg på en station, hvor der ikke bare er mange mennesker, der er rigtig rigtig mange mennesker og næsten endnu flere togspor – forstil jer S-togsdelen af hovedbanegården gange 3 i 3 lag, altså 1 hovedbanegård pr lag, på toppen af lagkagen er der gangarealer og butikker. Under det nederste lag af banegården skulle der være restauranter i massevis, men det checker vi ud en anden dag 🙂
Nå, vi får fundet toget der kan tage os til Bakurocho, stationen tættest på vores hotel og her lykkedes det os naturligvis, at gå i den forkerte retning (i vaaaarmt tøj, med tung oppakning OG kuffert). Til sidst blev det for meget for mig og der skulle gøres noget – meget mystisk var det mig der tog teten og smuttede ind i en japansk butik (de havde dog et engelsk skilt ude, så jeg _troede_ ikke det var det store gamble, men det var det 🙂
Indenfor stod der 2 damer og det viste sig, at de kunne nada engelsk, så jeg måtte finde adressen på min telefon så de kunne læse denne og SÅ skal jeg garantere at der skete noget. Den ene gik på google maps, den anden kostede en kunde i gang med at tænke og den tredje ringede til en ven.
Vi fik efter nogen tid en retning og begyndte at gå, vi havde vel gået 3-4 minutter, da vi pludselig blev indhentet af en meget forpustet kunde (den samme fra før) som stakåndet og bukkende fortalte, at vi skulle bare forsætte i den samme retning 5-10 minutter, så var vi der. DET var sq aldrig sket i København!!! 🙂
Vel fremme på vores grandiøse luksushotel var det tid til udpakning og et hurtigt bad – efter dette sad Sam og jeg på gulvet “inde hos mig” og spiste lidt vi havde købt på vejen. Supermarkedssushi ér bare bedre i Japan! Men vi sidder og spiser virker det pludselig som, at nogen har tændt for en meget stor Jacuzzi, en “maverumlen” i bygningen begynder og Sam og jeg kigger forundret på hinanden, hvad er nu det?
Bygningen begynder pludselig at gynge fra side til side – vi er på topetagen på niende – og det føles som om, at bygningen svinger 0,5-1 meter fra side til side: JORDSKÆLV!!!
Et jordskælv på 5,6 Richter som nævnes i mange dele af den europæiske presse, men kun i Danmark fordi Tennis-Caroline åbenbart spiller herude ……….. man kunne da godt have haft en enkelt lille notits gående på melodien: “Breaking News: Daneontour overlever jordskælv i Tokyo”, men sådan er det bare ikke for os små fisk 🙂
Vi har været i Tokyo i meget få timer og oplever allerede nu et jordskælv – ja, vi går da det hele med 🙂
Uagtet, at vi er godt gennem smadrede, begiver vi os alligevel ud på en mindre byvandring for lige, at orientere os og se, hvad Tokyo er for en størrelse og jeg skal love jer for, den er ikke bare stor, den er kæmpe – små 9km blev det til, med et par pauser undervejs. Grundlæggende er Tokyo (hvor vi indtil nu har været) blot “endnu en storby”, meeeeeeen med små perler gemt her og der, hvis man leder lidt efter dem:
Det er dog mit håb (og det regner jeg på mange måder med), at Tokyo åbner sig lidt mere når vi kommer væk fra de store veje og ned i de lokale områder som fx Ginza og Shibuya – de er stadig store, men sikkert langt mere atmosfærefyldte end fx området omkring Tokyo Station 🙂
Vi får se, jeg er fortrøstningsfuld 🙂
Efter vores lille gåtur var det tid til en lille lur, der var ikke blevet sovet meget på flyet, snarere smådøset, så vi skulle have systemcheck kl 18 og lægge en plan for aftenen – planen blev meget simpel, vi besluttede os for at sove, så kl 18 gik jeg i seng og sov til kl 6 i morges – jeg har fået en stadig reminder fra min Jawbone (se andet indlæg om dette) om, at jeg ikke sover nok – sjovt nok, så var den i morges ganske tilfreds med min søvn 🙂
Her til morgen må jeg sige jeg var grumme sulten, et blodsukker på 6,9 fortalte, at jeg ikke havde fået noget at spise længe, så det var dagens første fokus. På Tokyo Station fandt vi et lille sted, hvor jeg fik ris og seafood-mulje, ja jeg ved ikke hvad det hedder rigtigt, men forestil jer noget wok-halløj med seafood og ris, så er I rimelig tæt på – smagte super og kostede ca 45 kroner. Mit madbudget kommer nok ikke til at holde helt – jeg har afsat 100 kroner pr dag til mad, baseret på at jeg havde morgenmad inkl i min hotelbooking – det har jeg så ikke her i Tokyo, bummer, men sådan er det, med supermarkedsushi til 340 yen (ca 18 kroner) dør jeg ikke af sult 🙂
I dag – der skal vel ikke ske noget særligt …………. vi skal vel bare hænge ud på en lille cafe og drikke Latte hele dagen?! Det tror jeg så nok ikke vi skal 🙂
Dette indlæg skrives i sådan en fætter her:
og for få øjeblikke var hastigheden oppe på 272 km/t, lige nu cruiser vi bare i området af:
Angiveligt når vi på denne strækning vi kører (Tokyo – Osaka) op på et max af 342 km/t, men vi må se, det kan være chaufføren har en dårlig dag 🙂
Vi skal se hvad Osaka og Kyoto har at byde på, med max fokus på Kyoto, da denne skulle være tættest på “Japans sjæl”.
Arrigato gozaimas