Vi ser det oftere og oftere, at en lille sluttet enklave i fællesskab bliver enige om, hvad der nu er hot og hvad der så absolut er not. Man kender det som mand, hvis man ved en fejl får forvildet sig ind i H&M og hører særligt teenagere stå og have lange og nuancerede debatter om tidens hotteste mode:
“Sand, nej det kan du ALTSÅ ikke mene, det er SO last year!!! Nej, det skal være aubergine ellers er det altså for old-school til mig“
Dette er nærmest sagt med samme alvorlighed, som når en af filmhistoriens store helte skal træffe den vigtige beslutning om, om det er den røde eller den blå ledning der skal klippes for, at undgå at hele kloden sprænges til atomer.
Og fair nok, verden er fyldt af vigtige beslutninger og i takt med, at berømte behovspyramide bliver opfyldt, så bliver kardinalpunkterne også mindre og mindre når vi kommer højere op en selvrealiseringsdelen – med andre ord, når vi afklaret de store ting i vores relativt lille verden, så som: valg af partner, valg af bolig, valg af job, så træder vi et niveau op i pyramiden og et niveau ned i grundlæggende vigitighed og i toppen af pyramiden finder vi så beslutninger som, om vi skal købe lys eller mørk pålægschokolade, bananer eller squash, potato eller tomato – same shit, different wrapping. Det besynderlige er dog, at vi bliver (grundlæggende) ikke mere afslappede i forhold til beslutningsprocessen, vi argumenterer (igen, grundlæggende) lige meget for, om pålægschokoladen har den ene eller den anden farve ………… ovenstående er naturligvis vildt generaliserende, for naturligvis er der menneske for hvem, det er grundlæggende fuldstændig ligegyldigt og hurra for dem, ellers stod det slemt til i verden.
Verden bliver større og større og afstandene samtidig mindre og mindre – vi kan have familie eller venner som rejser på den anden side af jorden og samtidig kan vi følge dem fx på facebook og derfor gør det ikke den store forskel, om de cruiser rundt i Honolulu eller på Esbjerg havn, for informationsflowet gør det ingen forskel 😉
Hvor skal alt dette lede hen, det giver da ingen mening og slet ikke i forhold til overskriften – jo da, for i takt med, at dét vi skal tage beslutning om bliver mindre og mindre og det vi foretager os, skal være vildere og vildere som følge af, at universet også bliver mindre og mindre, så efterlader dette en gruppe i samfundet, som også gerne vil kommunikere stort og være en del af en kommunikation (det kunne man fx sige om mig og denne blog), men på en eller anden måde går det bare galt, når man skal gøre noget aktivt stort som ikke er det – man ser det bl.a. ved brugen af hyperlativer, som er superlavtivernes smør med smør på og hvis man nedskalerer dette til en dagligdag, så rammes vi lige i ansigtet med det, når vi fx går i gennem en svingdør til en stor dansk supermarkedkæde:
Ja, hvad tror du selv Ole Bager – Kanelstang uden Kanel fungerer jo på mange måder rigtig dårligt, så selvfølgelig er der Kanel i denne – hvad jeg dog bare ikke forstår er, hvorfor skal du fortælle mig det og endnu værre, hvorfor skal den gode gamle hæderkronede Kanelstang nu “hyperliseres” til en DYNAMITstang, det bliver den altså ikke mere eksotisk af! For min skyld må du kalde den “Hawaiian Cinnamon Flatbread” og ved du hvad, det er sørme stadig en kanelstang og ved du hvad mere, den er sørme forsat med kanel ……………. så lad os i samfundet være enige om ikke, at gøre ting til mere end det de er, tøj er sørme bare tøj uanset om det er i sand eller aubergine og pålægschokolade er næsten lige fyldt med paraffin (CnH2n+2) uanset om den er lys eller mørk! Der er ingen grund til, at have mistrivsel og uvenskab i dagligdagen over småting, save it for the big stuff.
Og lov mig nu en ting, bag nu for sævens din kanelstang selv, den bliver både billigere og bedre og så kan du selv vælge, om den skal være med eller uden kanel 😉