Forstadsstorbymandens tanker om “det lille lokalsamfund”

Posted on

Sidder i en lille svensk flække i grænselandet mellem Skåne og Småland, her er vel et par hundrede huse og dermed også i området 5-600 mennesker max. Byen er så lille, at den kun har en købmand, en bank og tro det eller ej, en sadelmager ……….. altså petit, men naturligvis større end de byer som end ikke har en købmand 😉

Jeg har lige været ude og Geocache med ungerne for første gang ever og bortset fra, at vi fandt lokationen men ikke “skatten”, så var det da en fin oplevelse, hvor vi fik mulighed for, at gå og nyde naturen og slappe lidt af på en anden måde end vanligt.

På vej tilbage fra vores delvist forfejlede mission ser jeg nogle nybyggede rækkehuse – vildt stilistiske og designede med designede solvogne på terrassen – meget mærkeligt, at oplevet dette i et miljø som ellers holdes i rødt, grønt, gult og blåt (ja, det gule og blå er naturligvis alle de svenske flag 😉

Pludselig slår det mig, at hvor jeg i en forstad til københavn blot kan vælge mig en anden købmand, hvis jeg ikke af en eller anden grund er tilfreds med den først valgte, så er man i et samfund som dette mere eller mindre tvunget til, at kunne lide hinanden eller i det mindste kunne omgåes. Måske begynder jeg pludselig at forstå slægtesfejder som går igennem generationer – well, manglende kabeltv kan også være en årsag – de kan ikke bare vælge til og fra som vi kan i storbyen, der er hvad der er og så må man elske eller hade det.

Jeg forestiller mig et eller andet sted, at grobunden for en god slægtesfejde desværre godt kan opstå af moderne byggeri i et lille lokalsamfund (sikkert) bestående af personer som har boet her siden urtiden. Det er jo ikke de herboende der potentielt køber et sådan rækkehus, det er nogen som sætter pris på design og gerne vil være med på beatet – og det er, sorry, ikke de herboende, som for nogens vedkommende køber deres bukser, når buksebussen kommer på besøg 2 gange om året – no shit, der kommer en buksebus og sælger hoser til Jönsson!!! Disse potentielle købere har med deres valg af designerbolig sikkert også nogle andre valg end BuksebusJönsson og derfor kan der potentielt opstå nabokrigslignende tilstande, når Designerbeboeren går ind hos købmanden og finder ud af, at denne altså ikke sælger Biodynamiske karotter, men i stedet tilbyder friske gulerødder just optrukken af jorden.

Jeg skal måske lige her indskyde, at jeg er helt fordomsløs ift BuksebusJönsson, det er blot en observation!

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Egentlig tror jeg blot jeg gerne vil gøre læseren det tydeligt, at denne skal være super-opmærksom på alle de valg man har i dagligdagen – her i flække-sverige, har man ikke de samme valg, man kan vælge én købmand, én bank OG én sadelmager og hvis ikke dette af den ene eller anden grund er “godt nok”, så er der ingen anden vej end, at sætte firspandet foran kærren og komme ind til byen og sådan er det sikkert også i udkantsdanmark. Derfor, pris valgene, glæd dig over mangfoldigheden og pris denne ………. og nyd de få valg der er, når du er på ferie – de har deres egen charme, men jeg ville personligt blive bindegal, hvis jeg ikke frit kunne vælge pizzapusher uden, at skulle skele til dieseløkonomien når den skulle hentes 😉

Nå ja, jeg havde en morsom oplevelse på vejen hertil – jeg passerede en Volvo (naturligvis!) og i denne sad der 4 festklædte svenske mænd – vi taler bryllupsfestklædtagtigt – de så vældig noble og pæne ud, hvis det da ikke var for den meget slidte blå kasket med oliesnavset gul skygge de alle bar – tænk “Baronessen fra benzintanken” fra 1960 med Dirch Passer og Ove Sprogø, så er I billedmæssigt derhenne af 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *