Dag 14 + 1: 3/5-26

Dagen efter dagen, det fremmede er lagt bag mig og jeg er tilbage i kendte omgivelser.

Jeg har det psykisk skidt, jeg er rastløs, jeg ved ikke hvad der forventes af mig – skifter jeg nu “bare” tilbage a la “sluk Camino” og “tænd hverdag”?

Arbejdet forventer mig først tilbage om 4 uger, men er det ok at trække veksler på dem, når jeg reelt er tilbage i danmark og ikke ude og udforske verden?

De 13 dage gav mig aldrig den ro jeg havde behov for – vandrekamp, sengekamp, madkamp, sovekamp ……. for mange kampe – jeg talte med mange om dette undervejs og alle sagde de mere eller mindre det samme: På den anden side af dag 15 bliver ting nemmere, så er du i Camino-Mode og har prøvet det hele før. Det kan jeg sådan set godt se det rigtige i, og jeg havde sådan set også fundet ro med, at Santiago de Compostella var out of reach – men udfordringerne med knæet havde jeg ikke forudset.

Træningen i Danmark har klart været for flad, der burde have været mere gå op og ned træning, men det føler jeg at jeg fik rimelig styr på dernede. Jeg synes jeg nåede dertil hvor jeg tog i mod stigningerne med ro og tro på at de kunne overkommes. Jeg nåede også dertil, hvor min hjerne ikke panikkede over “de mange” kilometer foran mig på daglig basis. Well well, den første time eller to hver morgen var ikke de sjoveste, men så var man i gang og kroppen havde fanget, at det var det der “gå” vi skulle lege i dag 🙂

Hjemkomsten har været en stor omvæltning, jeg havde mange uger til at vænne mig til at skulle afsted – hjemtur var samme dags eksekvering.

Det der Camino er/var bare ikke for mig!!!

Never again!!!