Epilog

Det er en strækning alle talte om som noget af det værste de nogensinde havde prøvet – også dem som gik strækningen i ét hug – og måske også grunden til, at rigtig mange blev kørt til Roncesvalles og startede deres Camino derfra.

Hvor er den første fejltagelse?

En anden fejltagelse var, at jeg blev ved med at prøve at øge de daglige distancer for om ikke andet, at komme længst muligt på den tid jeg havde til rådighed. Det fyldte så meget, at jeg følte jeg havde spildt en vandredag, hvis jeg kun gik 8-9-10km – 15km passede godt til mig alt efter terræn og her ramte jeg muren hårdt mere end én gang, hvor planlægningsværktøjet viste en delvis flad (måske endda nedadgående) rute og virkeligheden viste, at det var lange bakker op og kun en smule ned, lange bakker op og kun en smule ned, længe ba ……. Well, you get the point 🙂

Jeg skulle have holdt en pause da jeg mærkede de første tegn i knæet, men jeg har oplevet så mange “smerter” komme og gå, smerter hvor man normalt ville sige, at det skulle man tjekke med det samme, hvor de så rent faktisk er forsvundet 2 minutter senere. Hvis jeg havde reageret på det, så havde jeg stadig siddet i Kastrup Lufthavn og leget Karate Kid, bare med sko på, sko af, sko på, sko af i stedet for wax on, wax off 🙂

Skulle jeg have brugt Æsler (aka Donkey Service)?

Måske – det ligger bare ikke til mig! For mig skal caminoen ikke være “nem”, det er ikke en hyggetur, det er en tid til eftertænksomhed og muligheden for at skrælle lag af løget og komme dybere og dybere ned. For mig harmonere dette ikke med at “gå en tur og hygge sig”, jeg kommer længere ned i tankesættet når jeg i dette miljø presses, er træt, skal kæmpe, komme igennem stop-punktet mv. og ja, det kan trække nogle ting med sig som ikke er så rare, men kommer man ud på den anden side, så tænker jeg at man bærer mindre mental vægt og måske er kommet et bedre sted hen. Kunne det have skånet mit knæ? Naturligvis, men caminoen havde ikke været den samme for mig.

Hvad skete der egentlig med det knæ?

Reelt er det mig der er fjolset! For at beskytte mine fødder gik jeg med dobbeltstrømper og camino-uld i støvlesnuderne – super setup! Efter omkring 125km bemærkede jeg, at Camino-ulden var blevet hård i min venstre støvle og da tæerne ikke må ramme støvlesnuderne indvendigt fjernede jeg dette.

Det fik den inddirekte konsekvens, at jeg fik større friktion på min venstre fod og vi ved alle hvad det betyder. Mmmmmm, vabler! Ved 150km mærkede jeg hvad der svarer til en tynd pind der bliver presset ind i knæhasen, en punktsmerte, som jeg tænkte (jvnf ovenstående) ville være forbigående. Det var den også, den vandrede stille og roligt rundt og satte sig som en bredere smerte lige under knæskallen og min halten var slem. Så ved 226km (Santo Domingo de la Calzada) trak jeg stikket.

Det skulle vise sig at være rigtigt fornuftigt – det tog 14 dage at blive smertefri, dette med aflastning af knæet og i perioder med stok. Jeg har siden jeg blev smertefri været i genoptræning og det er konstateret, at der ikke er sket nogen permanent skade. Der arbejdes nu på, at opbygge styrke i begge ben og i core, så fysikken er bedre på plads til nye udfordringer.

Og nye udfordringer er som altid på tapetet 🙂

Om alt går vel, så skulle jeg gerne være på Kilimanjaro indenfor de næste par måneder. Det kræver naturligvis at jeg får intensiveret min træning, så ben og core er klar ….. jeg ved ikke, om jeg får mulighed for at blogge fra bjerget, jeg ved heller ikke om der reelt er så meget at blogge om?! På Caminoen mødte man hver da nye mennesker, boede nye steder, havde forskellige oplevelser at fortælle om. På bjerget er jeg ikke sikker på, at det bliver meget andet end “…. og i dag gik vi (også). Men lad os se, det kan være jeg bliver klogere inden da 🙂

Midt i april 2027 går det camino-løs igen – jeg tager retur til Santo Domingo de la Calzada og forsætter derfra mod Santiago de Compostella, nu bedre forberedt 🙂 2027 er et helligt år, hvilket betyder flere mennesker på caminoen og dermed også potentielle udfordringer med at få overnatning undervejs. Jeg tænker dog at dette kan løses ved, at booke i forvejen når jeg nu reelt bedre kan gennemskule hvor langt jeg går pr dag. Når jeg nu også ved hvornår jeg skal afsted, så kan jeg jo reelt booke i rigtig-rigtig-rigtig god tid 🙂

Hvis der er mulighed for fri fra job, at det passer med private planer og der er lidt mønt i lommen, så kunne man måske forestille sig, at efteråret 2027 kunne byde på en lille tur til Turkmenistan og Kazakhstan …… vi må se, der ér også en kant for, hvor mange veksler man kan trække på det lille hjem (skrevet i al kærlighed, respekt og forståelse) 🙂

Når nu du har læst så langt, så skal du da have en lille bonus: https://www.smugmug.com/gallery/n-pJZmHs (her kan du finde billederne fra min tur, der kommer langsomt flere og flere til) 🙂

Until next time:

Nanoo-nanoo og Buen Camino