Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!
På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.
Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.
Min anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.
Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.
Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!
Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!
Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.
I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (https://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:
“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som
havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.
Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”
Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.
I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:
https://www.youtube.com/watch?v=KGnUHbMW2KQ
Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.
For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” 😉
Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:
A mans faith is a mans faith and life is but an illusion