Vi ser dem som tatoverede, brandede, med implantater, scarificerede og typecaster dem som nogen, der bare elsker smerten og er lidt weird – men det handler om så meget mere og måske er der flere som “dig og mig”, som gør det samme, vi kan bare ikke spotte dem ………..
Normalt hører du mest om Daneontour i forbindelse med foredrag og research i forbindelse med turene ud til de steder som foredragene handler om, typisk steder eller emner som mangler en stemme. Men der foregår også meget andet, der tages billeder i mange forskellige sammehænge og en af disse er af Bodysuspension. “Anderledes” tænker du, “jaaaa, måske” svarer jeg 🙂
Jeg var i nyere ude og besøge “Body Extreme Suspension Team”-drengene, som jeg med jævne mellemrum fotograferer for og faldt i lidt dybere snak med Stefan. Vi taler om Suspension, folks oplevelse af det, incitamentet for at gøre det, dét at løfte sig over jorden for første gang, grænseoverskridelsen osv.
Stefan siger pludselig, lidt ude af kontekst (mine ord, som jeg husker indholdet): “Det handler bare om så meget mere end smerte, det handler meget mere om den indre rejse, dét man skal flytte i sig selv for overhoved at gøre det ……….” og dén har siddet fast i mit hoved lige siden.
Jeg har sjældent i mit liv mødt mennesker, der var SÅ imødekommende og åbne over for fremmede og dét har været en øjenåbner for mig, for helt ærligt (no offence intended, guyz), så ville jeg normalt ikke føle mig superanimeret til, at indlede en samtale med folk som umiddelbart kan virke både skræmmende og anderledes på samme tid 🙂
Normalt når man fx taler om sejlsport og de mennesker som dyrker denne sport, så taler man meget om, at det fede ved sejlads er, at der ikke skelnes mellem høj og lav, at alle sociale lag interagere med hinanden uden skele til herkomst og her er der absolut en parallel til suspensionmiljøet – jo jo bevares, det er sjældent Jodle Birge der fyres af når der “leges med tovværk, men der er plads til alle, uanset om du er hardcore i miljøet, har gjort det før eller skal prøve det for første gang.
Jeg møder hende for første gang i 50’er spadserdragt med rødt hår og sort rose i håret. Jeg tror hun er gæst til arrangementet og spørger derfor, hvordan hun dog har fået ideen til, at komme forbi og kigge på dette. Hun fortæller, at hun inden længe selv skal “på” og det er på ingen måde første gang. Jeg ville aldrig have gættet det og ja, det er mine fordomme som er i spil her.
Efter kort tid er det blevet hendes tur, gør hun sig klar og bliver prep’et til endnu en indre rejse, en rejse som kan tage alt fra nogle minutter til halve timer, inden man er klar til, at løfte sig fra det sikre gulv og svæve i luften.
Hun går længe frem og tilbage, mens hun selv med jævne mellemrum strammer rebet blot en anelse. Blot den lille anelse som gør, at hun kan tage det næste lille skridt i sin rejse. Efter nogen tid er rebet strammet så meget, at hun går på de yderste tåspidser, hun overlader rebet til en anden, som ganske forsigtigt strammer dette så hun ikke længere har kontakt med jorden. Det bliver til 30-40 minutter i luften, først blot hængende, senere svingende fra side til side.
Det kan virke voldsomt, grænseoverskridende, uforståeligt, “mærkeligt” og de fleste tænker umiddelbart, at der nok gemmer sig et ønske om, at blive udsat for smerte i en seksuel kontekst og nej, det opleves ikke sådan som udeforstående. Sandheden skal nok snarere søges i et ønske om, at udforske sig selv, oplevede det indre arbejde for at gøre det og det voldsomme kick, når man har gjort det – præcis som så mange oplever det ved gennemførelse af et Marathonløb, en eksamen eller et veloverstået besøg hos tandlægen …… vi er alle forskellige og har alle vores kampe.
Omkring nu sidder du nok og tænker: “Hvordan i alverden kom det i stand? Jo jo, du tager da billeder af Zombier, Dystopi, Forladte steder, Katastrofteområder og meget andet anderledes, men Suspension, hvad skete der dér?”
Jeg kan ikke helt huske sammenhængen, men jeg mener det var en radioudsendelse jeg hørte i bilen om nogle i sverige, som Suspendede i en forladt maskinhal i Malmø. Jeg så instinktivt billederne for mig og tænkte “Hold da op, det kunne da blive det vildeste” – det praktiske slog mig aldrig, jeg så blot billederne for mig, de lige linier af snorene, belysningen, det stærke fokus i en krop solitær i et mørkt lokale oplyst.
Jeg begynder og søge lidt på facebook for, at afsøge området og se, om det overhoved er muligt at komme i nærheden af og i den forbindelse falder jeg over en gruppe, hvori Stefan skriver om “The 24copenhanging” og jeg bliver da nødt til, at finde ud af hvad dét nu handler om 🙂 Så den 23/10-13 stiller jeg spørgsmålet om, hvad det går ud på og jeg modtager en besked fra Stefan forklarende netop dette.
Siden da er det gået slag i slag og den da i dag ser jeg stadig ikke andet end linier, symmetrier, mennesker, vinkler og nogle få gange føler jeg, at jeg kan se hele vejen igennem, helt ind i folks rejse, og lige dér går det hele op i en højere enhed.
Suspension har mange udtryk og der findes mange måder, at udføre dette på – men jeg kan love dig, at ofte er det ikke noget man “bare gør”! Det kræver omhyggelighed, renlighed, opmærksomhed, fokus, beregning og erfaring ……….
Er det dig næste gang?