Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..
Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:
2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.
Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.
Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.
I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.
Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:
Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?
Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….
Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.
Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag 🙂 Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg 🙂
Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.
2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:
Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig 🙂
2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.
Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!
Situationen lige nu:
I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.
Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.
2015 – blod, sved og tårer:
2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.
Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.
Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.
Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.
Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..
Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det 🙂