Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.
Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!
Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….
Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.
Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.
Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.
Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.
Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.
Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.
Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….
